Torsdagsfrokost med Nini Prætorius

Nini Prætorius indleder om sin nyligt udkomne bog: Komme dit rige. Åndeligheden i kristendommen fra kirkefædrene over Luther til Kierkegaard, Bonhoeffer og vor tid.

Luthers første og nu for længst glemte bogudgivelse fra 1518 var et åndeligt skrift, han fandt i et klosterbibliotek, som var skrevet af en anonym oplyst kristen munk i ca. 1330. I sit forord til bogen skrev Luther denne begejstrede anbefaling af den:

”Næst efter Biblen og Skt. Augustin er jeg ikke stødt på en bog, fra hvilken jeg har lært – og inderligt ønsket at lære mere – om hvad Gud, Kristus, mennesket og alle ting er … Denne prægtige lille bog – så fattig og usminket den er i ord, desto rigere og kosteligere er den i kundskab og guddommelig visdom. … Gud give, at denne lille bog må blive mere og mere kendt; så vil vi se, at de ’tyske teologer’ uden tvivl er de bedste teologer.”

For at understrege hvor afgørende teksten var som grundlag for hans egen – tyske – teologi, udgav han den med titel Theologia Germanica (forkortet TG).

Men trods hans begejstring for TG’s visdom og dyb originale refleksioner og nytestamentlig-nære forkyndelse af kristendommens essentielle budskab om Guds uendelige kærlighed til sin skabning, mennesket, og den ubrydelige enhed mellem Gud, Jesus og mennesket – en forkyndelse og teologi, der har dybe rødder i urkristendommens kirkefædres teologier og ørkenfædrenes og –mødrenes åndelige praksisser – så blev TG ikke grundlaget for Luthers få år senere reformatoriske teologi.  Tværtimod markerede den reformatoriske Lutherdoms centrale doktriner og konstruktioner et frappant ”sindelagsskifte” i forhold til TG, som fik afgørende indflydelse på Luthers læsning af Det Nye Testamentes (NT) evangelier. Doktriner og konstruktioner som slet ikke fandtes eller var udviklet i den ekstreme form, Luther gav dem, da TG blev skrevet, og som blev videreudviklet i Lutherdommens bekendelsesskrifter, dvs. Den Augsburgske Bekendelse (DAB) og i Luthers lille katekismus.

I ”Komme Dit Rige” undersøges og belyser grundene hertil - men vigtigere: det vises at senmiddelalderens åndelige skrifter åbner uendelige muligheder for genformuleringer i tidens sprog dét, der ”gør kristendommen til kristendom”, som levendegjort i de teologiske giganter Kierkegaards og Bonhoeffers centrale skrifter om den kenosiske renselse og efterfølgelsen.

Bogen afsluttes med en længere præsentation af den i Danmark lidet kendte økumeniske indholds- og erfaringsmættede samtale om tro og praksisser på renselsens vejen til åndelig udvikling og oplysning, der har fundet sted i de sidste hundrede år imellem oplyse mestre og lærere fra de forskellige verdensreligioners visdomsskoler – herunder Kristendommens kontemplative Katolske, Protestantiske og Græske Ortodokse; Buddhismen; Zenbuddhismen; Den Jødiske Kabbala; og Sufi traditionen. Tro og praksisser, man genfinder nærmest ordret i senmiddelalderens vestlige kristne traditioner, som Theologia Germanica var talerør for.