A Naturalist Inquiry into Being Human

Sellars’s Two Images Problem

Ny bog af lektor emeritus Jan Faye fra Institut for Kommunikation, som søger at bygge bro mellem naturvidenskaberne og humanvidenskaberne.

Bogen er udgivet på forlaget Palgrave Macmillan og kan læses her.

Resumé

Nogle filosoffer ligger tættere på ens eget filosofiske synspunkt end andre. Blandt fortidens filosoffer er Aristoteles, Hume, Kant og Sellars sandsynligvis nogle af dem, der kommer tættest på den måde, jeg mener, filosofi bør udøves på. Det betyder ikke, at jeg er enig i alt, hvad de har sagt, men jeg mener, at deres tilgang til filosofi stadig er gyldig. I modsætning til meget moderne filosofi var deres mål at fremme en overordnet position for at besvare så mange som muligt af de spørgsmål, der er umulige at besvare alene gennem empiriske undersøgelser.

De nævnte filosoffer var generalister; de håbede at kunne fremlægge en generel redegørelse for menneskelig viden og for, hvordan mennesker passer ind i verden, uden at ty til alt for spekulative konklusioner. Disse historiske filosoffer var ikke specialister i dette eller hint emne; de var ikke interesserede i at diskutere, hvor mange engle der kunne danse på en nålespids. Specialisering, mente de, var for videnskabsfolk, der kæmpede med kompleksiteten ved at forstå empiriske fænomener. At formulere, hvordan videnskab er mulig, og hvordan verden hænger sammen, var en filosofs opgave. Det mener jeg stadig, at det er.

Ikke desto mindre påpegede Wilfrid Sellars, på baggrund af sin viden om både analytisk og kontinental filosofi, en dikotomi i den filosofiske analyse af mennesket og dets plads i naturen. Som generalist indså han, at der manglede sammenhæng mellem videnskaben og vores oplevelse af livsverdenen. Videnskaben beskriver tilsyneladende den menneskelige natur objektivt fra et tredjepersonsperspektiv og betragter mennesket som kausalt bestemtr væsener, mens mennesker normalt opfatter sig selv subjektivt, set fra et førstepersonsperspektiv, som autonome. På den ene side bemærkede Sellars, at videnskaben har en tendens til at se bort fra vores almindelige opfattelse af mennesker; på den anden side argumenterede han for, at videnskaben ikke ville være mulig uden denne hverdagsopfattelse af mennesker. Han konkluderede derfor, at disse to billeder var filosofiske rivaler. Motivationen bag denne bog er netop at finde ud af, hvordan vi bør tackle dette problem. Skal vi acceptere dualismen mellem disse to billeder, eller kan vi på en eller anden måde forene dem? At debattere dette problem giver mig samtidig mulighed for at genbesøge nogle af mine gamle refleksioner samt at udforske nye områder med friske overvejelser.