Hvordan hænger forskning, vidensberedskab og politik sammen som det er nu, og hvordan bør det forbedres

Ved Leo Bjørnskov og Peter Harder

Leo Bjørnskov er fhv. departementschef, først i Miljøministeriet og senere i Forskningsministeriet og har sammen med Peter Harder deltaget i en komité i Videnskabernes Selskab, der har arbejdet på at underkaste den forskningsbaserede myndighedsrådgivning et kritisk eftersyn. Rapporten forventes at være færdig til september, og på mødet den 27/9 vil vi fremlægge hovedpunkterne af analysen.

Der er plads til forbedring på en række punkter, herunder følgende tre:

Den kontraktbaserede myndighedsbetjening blev indfusioneret i universiteterne i 2007, men der er grund til at frygte, at der endnu ikke er skabt langtidsholdbare arbejdsbetingelser, som i fornødent omfang tilgodeser de særlige behov, denne samfundsmæssigt centrale funktion har behov for.

Der er sket et tab af faglighed i centraladministrationen, der hænger sammen med en forskydning af prioriteringen fra den faglige til den politiske ende af sagsbehandlingen. Fx er procentdelen af administrativt uddannede (i modsætning til fagligt uddannede) i ministeriernes departementer gået fra 56% til 74% i tiåret 2011-2021. Hertil til kommer, at Dybvad-rapporten har fundet, at næsten halvdelen af de adspurgte embedsmænd har følt, at hensynet til fagligheden presses af loyalitetskravet.

Der er generelt behov for en bedre forventningsafstemning i forholdet mellem videnskab og politik. Meget kort sagt er der på begge sider ofte urealistiske forventninger om, at den ene side skal passe til den anden: Politikere vil gerne have klare videnskabelige udsagn, der passer lige ind i et politisk dilemma, og videnskabsfolk synes undertiden, at politikere bare skal rette ind efter, hvad forskerne siger. Desuden er der udbredt skepsis med hensyn til, hvilken rolle holdninger spiller i forhold til videnskabelige udsagn.