Videnskabsdiplomati

Oplæg ved Professor emeritus i Kinastudier Jørgen Delman (ToRS) og professor Robert Feidenhans’l (European XFEL/Niels Bohr Institutet)

Professor (HUM og JUR) Helle Porsdam vil indlede og afslutte indlæggene og lægge op til debat.

I. Sikkerhedsliggørelse af universiteter – en ny normal?

v. Jørgen Delman

Fra terror og ekstremisme til spionage og handelskrige – hen over årene er universiteterne i stadig højere grad blevet sikkerhedsliggjort, og forskere er blevet videnskabsdiplomater, hvad enten de vil det eller ej. Universiteterne har selv været med til at skabe det epistemologiske grundlag for denne udvikling, men i dag genereres en væsentlig del af vidensproduktionen om sikkerhedstrusler og diskursen om sikkerhedsliggørelse af universiteterne uden for universiteterne, typisk i efterretningsorganisationer og blandt politiske aktører.

Denne viden og diskurs fører til anbefalinger og indsatser, som lukker veje for internationale forskningssamarbejder, og som påvirker universiteternes rekruttering af internationale forskere og studerende. Universiteternes autonomi og den akademiske frihed er under pres, endda – vil nogen hævde – truet.

Jeg tager Kina som udgangspunkt og ser på udviklingen af danske universiteters samarbejde med især Kina, og hvordan dette ændrer sig under indtryk af sikkerheds- og andre trusler. Kinas videnscentre er førende på en lang række af fremtidens teknologier og har været attraktive partnere for danske forskere gennem mange år. Denne situation ændrer sig nu på grund af sikkerhedsliggørelsen af relationerne på begge sider.

II. Videnskabsdiplomati – en beretning fra maskinrummet

v. Robert Feidenhans’l

Samarbejdet med forskere og institutioner fra lande som Rusland og Kina har ændret sig væsentligt i de seneste fem-syv år, måske mere for ikke-universitære forskningsinstitutioner end for universiteterne. De ikke-universitære forskningsinstitutioner koncentrerer deres forskning om bestemte forskningsemner, der ofte involverer udvikling af høj specialiseret teknologi.

I Tyskland er det de store Helmholtz institutter, der står for denne type forskning. Dertil kommer de internationale store forskningsfaciliteter, som for eksempel CERN eller European XFEL. I nogle af disse er Rusland en tæt samarbejdspartner eller endda direkte medejer af faciliteten, som i tilfældet European XFEL.

Disse store forskningsinstitutioner har et bestemt videnskabeligt formål, men er også kilder til direkte samarbejde mellem landenes forskere og regeringer. Dette giver en unik mulighed til udvikling af information og synspunkter, endda med lande man ikke deler værdier med. Men sådanne samarbejder kommer under betydeligt pres, når et land starter en angrebskrig med et for de andre partnere venligsindet land.

European XFEL, hvor jeg har været generaldirektør indtil udgangen af 2023, er et sådant eksempel, hvor Rusland er medejer af institutionen og bidrager med cirka 40 mio. € årligt til driften, endda også i 2022 og 2023, uden dog at få nogen modydelser. Jeg vil gennemgå nogle af de vanskelige udfordringer, det giver etisk, politisk og personalemæssigt med eksempler fra den ”virkelige” verden.